BRACHYTERAPI (INDVENDIG STRÅLEBEHANDLING)

Brachyterapi er en speciel form for strålebehandling, hvor strålingen i stedet for at blive leveret fra en accelerator, stammer fra radioaktive kilder, der placeres i eller i nærheden af tumoren. De radioaktive kilder, som afgiver de kortrækkende stråler, er som regel Jod-125 eller Iridium-192. De radioaktive kilder placeres i beskyttende kapsler eller tynde rør, som tillader den ioniserende stråling at trænge igennem, men som forhindrer at det radioaktive materiale spreder sig i kroppen. I forbindelse med behandlingen bliver man bedøvet.

En fordel ved brachyterapi er, at den ioniserende stråling kun påvirker et afgrænset område omkring den radioaktive kilde. Man har derfor mulighed for at behandle med en høj dosis til et bestemt område samtidig med, at man begrænser den uønskede bestråling af omkringliggende raske væv. Derved rammes det syge væv, mens det raske væv skånes, hvilket samtidig minimerer risikoen for bivirkninger. Hvis patienten eller tumoren bevæger sig under behandlingen, vil den radioaktive kilde stadig have en korrekt lokalisering.

Ofte benyttes MR-skanning til at sikre, at de radioaktive kilder ligger korrekt i eller omkring tumoren.

De tumortyper, der oftest behandles med brachyterapi er livmoderhalskræft, prostatakræft, brystkræft og hudkræft.                                                                

Figur 1. Figuren her er et billede af, hvordan man kan behandle prostatakræft med brachyterapi