Bivirkninger

Der skelnes mellem akutte bivirkninger og langtidsbivirkninger. 

  • Akutte bivirkninger opstår under eller kort tid efter behandlingen og vil oftest fortage sig efter en periode.
  • Langtidsbivirkninger - også kaldet senfølger - udvikler sig i måneder og år efter behandlingen. Disse er ofte kroniske. 

Det er forskelligt fra patient til patient, hvilke bivirkninger man oplever samt omfanget på bivirkningerne. Bivirkningerne afhænger af, hvilken kræfttype man behandles for, mængden af stråledosis samt patientens almene helbredstilstand. Stråleterapi er en lokal behandling (modsat systemisk behandling med eksempelvis kemoterapi). Lokal behandling indebærer, at der kun behandles i et specifikt område. Det betyder, at bivirkningerne, der opleves, kun optræder i det behandlede og bestrålede område. 

Akutte bivirkninger efter strålebehandling omfatter blandt andet rødme, tørhed og afskalning i det hudområde, der bestråles. Indimellem ses der også væskende sår. Bivirkningerne vil som regel være værst i slutningen af strålebehandlingsforløbet og op til 1-2 uger efter afsluttet behandling. Omkring en måned efter afsluttet behandling vil huden igen være normal, men kan dog have en mørkere farve end normalt. Hårtab er også en kendt akut bivirkning, som kun påvirker det bestrålede område. Hårvæksten vil som regel normaliseres et par måneder efter endt strålebehandling, men i nogle tilfælde vil det aldrig blive normal igen. Det er meget almindeligt at føle sig mere træt under et strålebehandlingsforløb. Det er svært at afgøre om det er sygdommen i sig selv, strålebehandlingen eller psykiske faktorer, der gør en mere træt, men det at skulle møde til behandling på et sygehus alle hverdage kan i sig selv være en stressende faktor for patienten.

Langtidsbivirkninger, eller senfølger, efter stråleterapi, varierer meget efter hvilken kræfttype, man bliver behandlet for. Generelle senfølger som kan opstå mange steder kan blandt andet være væskeansamling (lymfødem), arvævsdannelse og smerter. Ved stråling i bækkenområdet kan senfølgerne eksempelvis være vandladningsproblemer, diarré eller forstoppelse og seksuelle problemer. Ved stråling i hoved-halsområdet kan der opstå senfølger som tandskader og spise- og synkeproblemer. Bestråling af brystkassen ved for eksempel brystkræft eller spiserørskræft kan medføre problemer med hjertet. Varige bivirkninger er dog sjældne, idet man netop planlægger både strålebehandling og -dosis meget nøje for at undgå disse bivirkninger.

Flere og flere kræftpatienter bliver helbredt og lever længe efter deres kræftdiagnose. Derfor er det vigtigt, at strålebehandlingen planlægges nøje, så der opnås helbredelse samtidig med, at langtidsbivirkningerne reduceres mest muligt. 

Læs mere om: