Apparatur

Behandling med stråleterapi foregår i et behandlingsrum, hvor et stort apparat kaldet en accelerator kan danne og afgive strålingen meget præcist. En accelerator kaldes også nogle gange i daglig tale en 'strålekanon'. Acceleratoren kan producere både røntgen- og elektronstråling. Den er ca. 2 meter høj og kan roteres rundt om et leje, hvor patienten ligger, så strålingen kan gives fra forskellige vinkler. Man opnår derved den bedst mulige behandling samtidig med, at man så vidt muligt begrænser skader på det raske væv. Patienten placeres på lejet, og det tjekkes, at patienten ligger korrekt. Dette gøres ved hjælp af optegninger på huden og laserstråler i behandlingsrummet. I mange tilfælde udføres også en CT-scanning, mens patienten ligger på lejet. Under selve behandlingen er patienten alene i behandlingsrummet, mens personale holder øje med patient og behandling fra et kontrolrum. På denne måde bliver andre personer ikke bestrålet. Patient og personale kan tale sammen under behandlingen via et højttaleranlæg. Det er desuden muligt at medbringe et familiemedlem eller en ven, som kan vente udenfor behandlingsrummet.

En helt ny acceleratorteknologi, som er ved at blive implementeret på Odense Universitetshospital, Herlev Hospital og Rigshospitalet, kombinerer strålebehandling og MR-scanning. Denne nye teknologi gør det muligt at følge tumorens bevægelser i løbet af strålebehandlingen, og man kan derved ramme tumoren mere præcist. 

Billedet viser et behandlingsrum med en accelerator, som kan danne og afgive stråler.
Billedet viser et behandlingsrum med en accelerator, som kan danne og afgive stråler.