Hvad er stråleterapi?
Stråleterapi er en effektiv og skånsom lokal behandling, hvor kræftsvulsten udsættes for stråling med røntgen, elektroner eller partikler.
Stråleterapi foregår med såkaldt ioniserende stråler, der både direkte og indirekte via dannelsen af frie radikaler beskadiger cellerne og deres arvemateriale (DNA). En del af cellerne vil være i stand til at reparere arvematerialet i løbet af nogle timer og vil leve videre, mens andre har så massive skader, at de går til grunde, når de forsøger at dele sig. De ioniserende stråler skader ikke kun kræftceller, men også de raske celler, strålerne rammer omkring kræftknuden. De raske celler har som regel en bedre evne til at reparere skaderne på arvematerialet end kræftcellerne, som er mere følsomme for strålebehandling. Man giver derfor i de fleste tilfælde stråleterapi i en serie af behandlinger (fraktioner), typisk 15-30 behandlinger med 5-6 behandlinger pr. uge; det giver de raske celler mulighed for at reparere sig selv imellem behandlingerne.
Stråleterapi kan være den eneste behandling, der benyttes, men bliver ofte kombineret med andre behandlingsformer, fx kemoterapi, antihormonbehandling og/eller kirurgi. Strålebehandling bruges både som helbredende og lindrende behandling.
Behandlingen og den resulterende celledød vil også føre til aktivering af immunsystemet i kroppen, hvorfor strålebehandling i kombination med immunterapi, hvor kroppens eget immunsystem aktiveres, i nogle tilfælde muligvis vil kunne forbedre behandlingsresultatet.
Læs mere om:
- Apparatur
- Planlægning af strålebehandling
- Hvordan foregår en strålebehandling?
- Bivirkninger
- Særlige former for stråleterapi
Bemærk at informationen her på siden ikke kan erstatte information fra sundhedsprofessionelle, der rådgiver den enkelte patient om den specifikke situation.