Forbedring af kemo-strålebehandlingen af planocellulære karcinomer ved anal cancer, gennem belysning af udvalgte molekylær biologiske mekanismer.

Ph.d. studerende Anna Cecilie Lefevre, Aarhus Universitetshospital.

Anal cancer er en sjælden sygdom med cirka 200 nye tilfælde årligt i Danmark. Sygdommen udgår fra celler af typen pladeceller, der respondere særdeles effektivt på strålebehandling, hvorfor højdosis strålebehandling med moderne præcisionsteknik er førstevalgs behandling ved lokaliseret sygdom. Mange patienter får sideløbende med strålebehandlingen medicinsk behandling med kemoterapi.

Behandlingen er, modsat kirurgi, organbevarende, og patienterne kan derfor ofte undgå stomi, men strålebehandlingen medfører desværre ofte både akutte og sene bivirkninger med indvirkning på patienternes livskvalitet.

For at få mere viden om disse bivirkninger iværksatte Dansk Annal Cancer Gruppe (DACG) i 2016 det nationale projekt PLAN-A, til kortlægning af bivirkninger samt disses betydning for livskvaliteten hos patienter behandlet for Anal Cancer i Danmark fra 2016 og frem.

Dette ph.d. studie består af to sammenhængende delprojekter, hvoraf det første er en afrapportering af de indsamlede bivirkningsdata fra de første 300 inkluderede patienter i PLAN-A projektet.

Som et delelement i PLAN-A studiet har vi indsamlet biologisk materiale fra 100 patienter. Alle patienter i denne del af studiet gav separat lov til at vi måtte undersøge den vævsprøve der blev tager fra tumor i forbindelse med diagnosen. Derudover fik alle patienter løbende taget blodprøver under behandlingen og i den efterfølgende opfølgningsperiode. Prøverne er indsamlet i samarbejde med Dansk cancer Bio- og Genombank.

 

Formålet med denne del af studiet er at undersøge væv og blod for potentielle markører der kan bruges i diagnostik og opfølgning i fremtiden.

Vævene vil blandt andet blive undersøgt for en genetisk markør for iltmangel (hypoksi), da iltmangel i tumor kan betyde dårligere respons på strålebehandlingen. Det er håbet at resultaterne kan danne grundlag for et kommende klinisk studie med brug af hypoksimodulerende behandling til anal cancer.

Blodprøverne vil blandt andet blive undersøgt for cirkulerende DNA, der muligvis kan indeholde vigtig information om behandlingsrespons, og derfor blive afgørende i den fremtidige behandling og opfølgning af anal cancer patienter.

 

Ph.d. projektet foregår i perioden maj 2019 til april 2022 som et nationalt projekt under DACG, udgående fra Aarhus Universitets Hospital.  

 

Læs Anna Cecilies statusrapport for projektet fra november 2020 HER (på engelsk).