Dosimetry til online monitoreret MR-linac stråleterapi

Ph.d. studerende Mads Fjelbro Klavsen, DTU

Stråleterapi med samtidig billedvejledning ved hjælp af magnetisk resonans (MR) er det nyeste skud på stammen inden for strålebehandling og er blevet klinisk tilgængeligt i form af MR-acceleratorer. På nuværende tidspunkt har Rigshospitalet, Herlev Hospital og Odense Hospital alle installeret en MR-accelerator og bruger dem i behandlingen af patienter. Denne nye teknologi gør det muligt at optage billeder med høj vævskontrast under en strålebehandling. Med en MR-accelerator kan man derfor følge organer og tumorers bevægelser under en behandling. For eksempel kan man bruger organernes position til at stoppe og starte bestrålingen; dette kaldes intern gating. For fuldt at udnytte de muligheder MR-acceleratorer giver, kræves nyt udstyr til at måle de strålingsdoser, som afgives under en behandling. Måling af strålingsdoser kaldes dosimetri. Dette udstyr skal kunne levere dosismålinger med en høj tidslig opløsning (dosis per puls), så man ved, hvornår i behandlingen bestrålingen sker, samt undgå at skabe forstyrrelser (artefakter) på MR billederne. Hvis der bliver skabt artefakter på billederne virker maskinens gating funktion ikke. I projektet arbejder jeg med at udvikle udstyr som kan bruges til dosimetri i en MR-accelerator. Mit fokus er på plastik-scintillations-detektorer, som udsender synligt lys når de bliver udsat for ioniserende stråling. Det lys kan man opsamle og bruge til at bestemme strålingsdosen detektoren er blevet udsat for. Plastik-scintillatorerne har desuden den fordel at de ikke skaber artefakter på MR billeder.

Det endelige mål for dette projekt er derfor at udvikle et dosimetrisystem som kan bruges til at teste de muligheder, som MR-acceleratorer giver, og tilvejebringe en optimal og sikker udnyttelse af disse muligheder.

  • Mads Fjelbro Klavsen

    Ph.d.-studerende